OM MIG

For omkring 9 år siden levede jeg det liv, jeg troede, jeg skulle ønske mig. Jeg boede i et parcelhus omgivet af høje hække. Hver morgen kørte jeg mine børn i institution på min elcykel, tog på arbejde i kommunen, kom hjem til min mand, der er gymnasielærer, lavede boller i karry og målte omhyggeligt fredagens portioner af Click Mix af til Disney Sjov.

På papiret havde jeg det hele.
Men jeg var ikke glad.
Jeg følte mig fanget i et liv, der så rigtigt ud udefra, men som ikke føltes rigtigt indeni. Som om jeg stod stille, mens livet bevægede sig omkring mig.

Misforstå mig ikke. Jeg elskede min familie. Jeg elskede mit hjem. Men jeg længtes efter mere mening, mere frihed, mere magi og mere af mig.

På sociale medier begyndte jeg at følge mennesker, der levede anderledes liv. Kreative sjæle, spirituelle mennesker, iværksættere og eventyrere. Mennesker, der virkede til at leve deres drømme.
Og en tanke begyndte at vokse i mig: Hvis de kan, hvorfor skulle jeg så ikke kunne? Hvorfor skulle et drømmeliv være forbeholdt nogle få særligt heldige mennesker?

Den tanke ændrede alt.

Stille og roligt begyndte drømmene indeni mig at få form. Da en af de mennesker, jeg fulgte, en dag tilbød et kursus i manifestering, meldte jeg mig til. Mit første store ønske var at finde pengene til en clairvoyanceuddannelse.

Og på forunderlig vis lykkedes det.
Derfra gik det stærkt. Meget stærkt.

Jeg kastede mig ind i den spirituelle verden med hele hjertet. Jeg uddannede mig, øvede mig, eksperimenterede og udfordrede mine egne grænser.

Da jeg bestod min clairvoyanceuddannelse, besluttede jeg mig for én ting: Det her skulle ikke ende som endnu et kursusbevis i en skuffe.
På selve eksamensdagen oprettede jeg mit CVR-nummer, lancerede min hjemmeside og sprang ud som clairvoyant på sociale medier. Jeg græd af skræk, da jeg trykkede på “udgiv”.

Men jeg gjorde det alligevel.

Og det blev begyndelsen på det liv, jeg lever i dag.

I dag afholder jeg shamanistiske ceremonier og retreats. Jeg guider mennesker til at stole på deres intuition. Jeg underviser i manifestering, clairvoyance og hverdagsmagi. Jeg udvikler orakelkort, skriver, skaber og hjælper andre med at finde hjem til sig selv. Jeg får hver eneste dag lov til at arbejde med det, jeg elsker.

Og ved du hvad?

Jeg bor stadig i hus. Jeg er stadig gift med den samme gymnasielærer. Jeg laver stadig indimellem boller i karry. Mine børn doserer bare selv Click Mix til Forræder nu.

Det ydre liv er på mange måder det samme.
Men fundamentet er et helt andet.
Jeg vågner ikke længere og føler mig fanget. Jeg føler mig fri.
For det, der virkelig har ændret sig, er ikke mit hus, min familie eller mine omgivelser. Det er mig.

Jeg har lært at lytte til min intuition. At følge de kald, der kommer fra sjælen. At stole på, at livet samarbejder med os, når vi tør tage de skridt, vi bliver vist.

Og det er præcis det, jeg hjælper andre med i dag.
Ikke at blive til nogen anden. Ikke at smadre det liv, de allerede elsker. Men at skabe mere af det, de længes efter.
Mere glæde. Mere frihed. Mere mening. Mere mod. Mere af dem selv.
For jeg tror ikke på, at et drømmeliv er forbeholdt de få. Jeg tror på, at vi alle er her for at udfolde vores liv på den måde, der føles rigtig for os.

Du må gerne elske din familie og følge din sjæl. Du må gerne være jordnær og spirituel. Du må gerne være taknemmelig for det, du har, og samtidig længes efter mere.

Du må gerne skabe et liv, der føles lige så godt, som det ser ud.
Du må gerne få alt det, du drømmer om.
Glem aldrig det. ❤️

Se kommende arrangementer på facebook – eller under kurser/workshops.