Jeg har lige været i skoven – og i skoven er der hvor jeg får impulser og bliver skubbet til af mine hjælpere. Hjælpere jeg ikke kan navngive eller sætte ansigter på – men hjælpere jeg kan fornemme som energier der ude, i skoven.
De bad mig sætte ord på den shamanistiske vej jeg går, den vej der pt. er intuitiv.
Jeg er blevet præsenteret en smule for shamanismen via min clairvoyance uddannelse,- vi arbejde lidt med både trommer og andre shamanistiske artefakter – og fik en mindre antropologisk introduktion til oprindelige folkeslags religioner. Sideløbende studerede jeg litteratur omkring folketro i de her gamle folkeslags verden – og bøger om hvordan folketro stadig er i fuldt vigør – og praktiseres rundt omkring på jorden.
Det trommen, som jeg iøvrigt mærkede og så i flere meditationer før jeg købte, gjorde for mig i starten, var primært at sætte mig i forbindelse med “universet” – åbne for de clairvoyante og intuitive sanser – og åbne for forbundetheden. Og den var også min åbning ind til den intuitive shamanistiske vej.
Det jeg mærker nu er en stor forbindelse – mellem mig og naturen – rytmen i pulsen – rytmen i naturen – årstidernes skiften – forår/efterår – opstandelse/forfald – ung/gammel – lys/mørke…
For mig er shamanismen noget med netop at rumme hele spektret, vi er ikke “bare” guddommelige væsener, alt er ikke KUN kærlighed, alt er ikke æstetisk, blødt og sødt. Men der er også kvaliteter i mørket (og dether er altså svært at forklare uden at jeg kommer til at fremstå som en sort magiker – og det er jeg IKKE), vi skal kunne rumme vores grimme sider, vi skal rumme at vi også laver lort (bogstavelig og i overført betydning). Et eksempel der måske giver mening er vrede,- vrede er ikke en GOD følelse – men den kan akkumulere den vildeste energi og styrke – der kan bruges på gode ting. Så i vreden kan der være guld at hente.
Shamanismen er for mig at gå i skoven – og føle mig som et med den. Mærke planterne, jorden og træerne.
Jeg har fundet nogle kraftsteder i min lokale skov – der er et træ jeg hilser på når jeg går forbi. Indimellem lægger jeg panden mod stammen og mærker energien der udveksles. – Der er en sø, stillestående og lidt væmmelig – men den er kraftfuld. Jeg har et sted på en sti – hvor til højre er der lyst og åbent, en elver-energi, lys, let, høj og opadrækkende. Til venstre er der tæt granskov, der er bart, jordfyldt, mørkt.
Jeg ELSKER det sted – kontrasten i kvaliteterne. Hvor jeg kan stå i midten som et bindeled, der drages til begge sider. Balancerende.
Shamanismen er for mig meget denne forbundethed. Men det er også ceremoniel.
Og jeg arbejder også intuitivt med ceremonier – at lægge panden mod træet er en ceremoniel handling for mig. At lukke mine øjne og kalde på et kraftdyr er en ceremoniel handling. At tage en trommerytme i ørerne, og forestille mig at jeg rejser ned i jorden er ceremonielt. At tage intentioner og ønsker og sende dem afsted med røg og ild. At bevidst indtage de 4 elementer dagligt (Jord=mad, Ild=sol/varme, Vand=giver sig selv, Luften ånder vi).
Det er også noget med at arbejde ligeså meget med jordforbindelse – og leve et almindeligt jordisk liv – som at dyrke det himmelse og høje.
At finde tegn i naturen ser jeg også som shamanistisk; den anden dag opdagede jeg at mit træ, havde nogle nedfalde græne lænet op ad sig,- ser jeg sådan noget spørger jeg straks efter hvad det betyder – den dag fik jeg svaret (som min første tanke): “jo, de grene er ligesom hænder i ryggen de skubber fremad Malene, du bliver skubbet fremad nu. Gå frem ad.” – På den måde er naturen også min personlige rådgiver.
At læse om og studere de gamle metoder – finder jeg inspirerende, jeg tror faktisk dette er med til at genhuske ting fra tidligere liv.
Mærker du shamanismen eller naturen kalde? Så fold dit indre ud i den – mærk forbindelsen, put fingrene i jorden, panden mod træet, brug trommen og raslen – mærk hvordan hele dit system er en del af det større system.
Der er nok mange indgange til at arbejde med shamanisme – jeg er uskolet – og arbejder intuitivt.
Andre kan have andre indgangsvinkler – og al respekt for det.
Vidunderligt er det at der er mange rigtige veje – vi skal bare finde den der er vores.
